mandag den 14. august 2017

Hold da op ... nu kan du købe H.P. Lovecrafts samlede værker som lydbog

Jeg har en større samling af H.P. Lovecraft-oplæsninger og dramatiseringer, men jeg må godt nok sige, at jeg er fristet af denne kommende udgave fra The H.P. Lovecraft Historical Society. Her får man forfatterens samlede værker læst op af Andrew Leman og Sean Branney, krydret med musik af Troy Sterling Nies. The H.P. Lovecraft Historical Society er kendt for deres Dark Adventure Radio Theatre, hvor de dramatiserer Lovecraft-historier, men her er der altså tale om oplæsninger.

74 historier får man alt i alt, og den samlede spilletid er over 50 timer. Det ville være en vild ting, hvis alt dette skulle udkomme på cd, og derfor har man valgt i stedet at lægge det hele på et cool USB-stik, der kommer i en bogformet æske. Selvfølgelig kan man også vælge at købe det hele som download.

Prisen for USB-udgaven er 75 dollar, mens download-udgaven koster 50 dollar. Og for 20 dollar kan man købe en slags "greatest hits"-udgave med 11 historier. THE COMPLETE FICTION OF H.P. LOVECRAFT - AN AUDIOBOOK udkommer på Lovecrafts fødselsdag den 20. august under NecronomiCon i Providence, Rhode Island, og hvis man bestiller før den dato, så får man også en oplæsning af forfatterens essay 'Supernatural Horror in Literature' samt et interview med de involverede. Læs mere her om de forskellige udgaver.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar