torsdag den 6. april 2017

GET OUT: Mød mine creepy forældre

For mange er det nok en akavet oplevelse at møde sin kærestes forældre for første gang. Man kan i hvert fald godt forstå, at Chris ikke er helt tryg ved at tilbringe en weekend hjemme ved kæresten Roses forældre. Det unge par har været sammen i fire-fem måneder, men Rose har undladt at fortælle dem derhjemme, at Chris er sort. Det er han lidt bekymret over, men den mulige kommende svigerfar Dean lægger ikke skjul på, at han gerne havde stemt for Barack Obama igen, hvis det havde været muligt for denne at stille op en tredje gang. Så alt burde være cool.

Men det er det så ikke helt. Familien Armitage bor i et stort hus, der lidt ligner en slaveejers palæ i Sydstaterne, de to sorte tjenestefolk virker sære og robot-agtige, husets frue Missy fifler med hypnose og Roses bror Jeremy bliver provokerende og aggressiv, når han bliver fuld. Og så har forældrene glemt at fortælle, at det netop er denne weekend at de holder deres store årlige træf. Snart vrimler det med hvide mennesker, der alle kigger lidt underligt på Chris. Jo, der er noget helt galt.

Jordan Peeles instruktør-debut GET OUT har taget både anmeldere og publikum med storm. Selv om han for det meste er kendt for sit arbejde med komik, så er der ikke meget sjov over denne film, der handler om racisme, kulturkløfter, dominans og en række andre emner, som man ikke rigtig kan nævne uden at spoile plottet. Stemningen er sitrende intens, og man føler med den stakkels Chris, der ikke rigtig kan greje hvad det er, som familien er ude på - og da det endelig går op for ham, er det selvfølgelig alt for sent.

Det er især det nervepirrende spil mellem personerne, der er med til at gøre GET OUT til noget ganske særligt, men selvfølgelig fylder mysteriet stadigt mere, efterhånden som filmen skrider frem. Man har undervejs lidt fornemmelsen at kigge på en M. Night Shyamalan-thriller, men det blot en mere moden en af slagsen. Der er bare mere kant i GET OUT. Men da det går op for os hvad det egentlig er, der foregår i huset, så går gassen lidt af ballonen.

Klimaks er bare ikke stramt nok, og uhyggen forsvinder stille og roligt fra filmen. Vi er ganske enkelt i for velkendt territorie - især for garvede horror-fans. Det er også henimod slutningen, at Jordan Peele på kluntet vis forsøger sig med noget humor, og det virker ikke rigtig. Men en gyser, der tør eksperimentere med genren, og som lykkes i omegnen af 90 procent, er altså også et hit. At GET OUT rammer noget i tidsånden betyder selvfølgelig også noget for den succes, den har fået.

Rollerne er fint besat hele vejen rundt med Daniel Kaluuya og Allison Williams som det unge par, mens de mystiske forældre spilles af Bradley Whitford og Catherine Keener. Blandt de mange gæster i huset bemærker man især den myreflittige Stephen Root i en spændende rolle. Kun Caleb Landry Jones virker en smule skævt castet som broderen Jeremy, men nu er han uanset hvad en speciel type. GET OUT er produceret af Blumhouse og har haft et budget på 4,5 millioner dollar. I skrivende stund nærmer den sig en omsætning på 170 millioner dollar på verdensplan, så publikum har virkelig taget denne film til sig - og det kan man godt forstå.

GET OUT, USA, 2017. Instruktion: Jordan Peele. Medvirkende: Daniel Kaluuya, Allison Williams, Catherine Keener, Bradley Whitford, Caleb Landry Jones. Musik: Michael Abels.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar