fredag den 20. januar 2017

Steen Langstrups SKADEDYR OG TULIPANER er en grum og fascinerende roman

Det er ikke nemt at være en outsider. At den 13-årige dreng Archibald elsker at tegne blomster er måske det mindste problem - det er meget værre, at hans mor er omkommet i en trafikulykke, og at hans kunstnerfar har besluttet, at de er nødt til at komme væk fra København, væk fra det hele. De flytter ind i et hus på en lille ø langt pokker i vold, hvor faderen fordyber sig i flaskerne og skaber stadigt mere dystre malerier. Og Archibald kan bare tegne sine blomster, mens han i den grad oplever, at han er en outsider. Her på øen er han bare en københavnerhvalp, og sådan nogle bliver man ikke uden videre venner med.

Sådan er udgangspunktet i Steen Langstrup nye roman SKADEDYR OG TULIPANER, der af forfatteren selv beskrives som domestic noir/horror. Vi har at gøre med socialrealisme/drama med et mørkt og dystert twist, og der er ingen tvivl om, at bogen har sine ubehagelige sider. Helt horror er den dog ikke, men man kan sige, at den ikke er horror på samme måde som film som DELIVERANCE og STRAW DOGS ikke er det.

Archibald får undervejs en form for venner på øen. På den ene side er den pigen Fie, der hader stedet som pesten. Hun forstår Archibald, men forskellige omstændigheder gør, at de ikke kan ses så tit. På den anden side er der nabo-børnene Hans og Peter, der sammen med deres far Hans-Peter laver en masse rigtige drenge-ting, så som at tage ud og fiske eller skyde med luftgevær.

Københavnerhvalpen bliver inddraget i flere af disse aktiviteter, som både fascinerer og frastøder ham. Men Hans og Peter har også deres egne hemmeligheder, der efterhånden kommer til at true Archibald. Denne søger dog lidt trøst i hundehvalpen Mette Tulipan, som han får af sin farbror - men dyr kan jo blive væk og komme til skade. Det er ikke nemt at være en outsider.

Som man kan fornemme, så det er ikke nødvendigvis rare ting, der skildres i SKADEDYR OG TULIPANER, og klimaks er på ingen måde for børn. Sproget flyder og miljøskildringen er i top, så man læser bogen på ingen tid. Men nu er det jo også en af vores bedste skribenter, vi har med at gøre. Historien er ganske vist lidt længe om at komme i gang, og da den begynder at bevæge sig ind på de mere dystre områder, så er det næsten som om, at det går for stærkt. Her ville det have klædt bogen, at den havde været blot 25-50 sider længere.

Men samlet set er SKADEDYR OG TULIPANER en grum og fascinerende roman, der er værd at stifte bekendtskab med. I øvrigt er der kælet meget for detaljerne i den fysiske udgave af bogen med mønstre på alle sider og en kunstnerisk skrifttype til kapitel-overskrifterne. Det er meget elegant.

Steen Langstrup: SKADEDYR OG TULIPANER. 2 Feet Entertainment, 2017, 235 sider. Bogen er venligst stillet til rådighed af forfatteren.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar