mandag den 3. oktober 2016

Så blev det stille og roligt choktober

Efter den længste sommer i mands minde har vi endelig fået regn, rusk og efterårsvejr. Kalenderen er nået til choktober, og ved udgangen af måneden kan vi fejre Halloween. Det er for mange horror-fans den bedste tid på året, og det kan man blandt mærke ved, at en del kaster sig ud i den udfordring, det er at nå at se 31 gysere i løbet af oktober.

Udfordringen findes i mange varianter; forstået på den måde, at man kan have forskellige regler for, hvordan filmene bliver udvalgt. Det kan være, at 16 af filmene må man ikke have set før eller at nogle af dem skal være fra et bestemt årti. Uanset hvad, så er det sjovt at følge de mange indlæg på diverse blogs og de sociale medier, hvor folk fortæller om deres oktober-udfordring - så kan man virkelig mærke, at vi befinder os i choktober.

Nu er jeg selv ikke med på bølgen - heller ikke i år. Dels plejer efterårsferien at gå med andre ting end at se film, og så er jeg generelt bare bagud med alting. Nu skal dette indlæg nødig udvikle sig til det, som forfatteren Frits Remar kaldte for den "lange rørende". Begrebet dækker over ledere i fanzines, hvor redaktøren brokker sig over eller klynker over, hvor svært det er at lave fanzines.

Men der har bare været enormt meget virkelighed, der har presset sig på. Noget af det har været tungt, mens andet bare har fyldt en del. Sådan er det bare, men heldigvis er der faldet ro på meget af det. Film får jeg dog ikke set mange af, og 2016 kommer nok til at klinge ud med en bundrekord i forhold til hvor mange gysere, jeg er kommet igennem.

Bladrer dog lidt i programmet for CPH PIX, hvor der også er gys og splat med. Udvalget er ikke helt knivskarpt efter min smag, men der er bestemt en del spændende titler, der skal tjekkes ud. Men jeg savner at skulle til Blodig Weekend her i efteråret, men den kan vi så glæde os til i april 2017.

Hvad laver jeg ellers? Prøver at få styr på de sidste ting efter vores flytning og prøver at komme up-to-date med THE WALKING DEAD. Sidstnævnte går det lidt ujævnt med, og jeg når vist ikke at nå til bunds med sæson 6, før 7'eren slippes nu. Nu tyder intet dog på, at den vil kunne ses i Danmark, efter at DR3 ikke har kunnet få en aftale i stand og derfor ikke kommer til at sende den. Så jeg må bare leve med, at de sociale medier går helt amok, når udfaldet af den store cliffhanger fra sæson 6 bliver afsløret. Mon ikke det bliver spoileren over alle spoilers? Det kunne jeg godt skrive en "lang rørende" om!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar