søndag den 30. oktober 2016

BONE TOMAHAWK: Kannibaler i det vilde vesten

At der sker mærkelige ting og sager ude i det vilde vesten, er ikke noget nyt, men når man snakker om westerns, så tænker mange sikkert på John Wayne, der rider igennem Monument Valley (til toner af Elmer Bernstein), mens andre måske vil nævne de gustne og beskidte typer, der befolker de italienske spaghetti-eposer. Det kan være både fascinerende, underholdende og grumt, men fortællingerne holder sig mere eller mindre i en realistisk ramme. Alligevel finder vi i et hjørne af genren den såkaldte Weird West, hvor historierne krydres med elementer af horror, fantasy, science fiction eller noget helt fjerde - og så bliver det for alvor mærkeligt.

Weird West-genren tog fart op gennem 70'erne, hvor tegneserie-"helten" Jonah Hex blev kendt via bladet WEIRD WESTERN TALES, før han fik sit eget blad at boltre sig i. Forfatteren Joe R. Lansdale har skrevet masser af historier, der foregår i en bizar udgave af det vilde vesten, og han har været med til at redigere antologier med bidrag fra flere andre skribenter. Og i filmens verden kendes tidlige eksempler som THE VALLEY OF GWANGI og BILLY THE KID VS. DRACULA.

Gyset har også sneget sig ind i film som RAVENOUS og THE BURROWERS, og nu har vi fået et nyt og spændende indslag, nemlig S. Craig Zahlers flotte debut BONE TOMAHAWK. Historien begynder, da to omstrejfende banditter skænder en begravelsesplads, hvilket koster den ene af dem livet. Den anden flygter til byen Bright Hope, hvor han straks kommer på tværs af byens sherif, Franklin Hunt. Skud bliver affyret og den fremmede ender i fængslet med en kugle i benet.

Da den lokale doktor er for fuld, bliver det hans kvindelige assistent Samantha, der får til opgave at grave kuglen ud, men i løbet af natten får byen besøg af ukendte, der bortfører Samantha, den fremmede samt vicesheriffen Nick. En efterladt pil tyder på, at det ikke er indianerne, der står bag bortførelsen, men måske en gruppe huleboere, der skulle bo i De Sultnes Mænds dal.

Sherif Hunt drager nu ud sammen med sin aldrende reserve-vicesherif Chicory, den flamboyante indianer-dræber John Brooder og Samanthas mand, Arthur O'Dwyer, der trods et brækket ben insisterer på at komme med. Det er en lang og farefuld rejse, der måske kan koste dem alle livet, især når de møder de sultne mænd.

På overfladen lyder BONE TOMAHAWK som en traditionel western, hvor en gruppe brave mænd tager på en mission for at redde nogle af deres egne. Men her skal de ikke kæmpe mod brutale banditter eller hylende indianere - de er oppe imod en gruppe kannibaler, der ikke viser nåde og som ikke er til at stoppe. Det er en slags KANNIBAL-MASSAKREN i det vilde vesten.

S. Craig Zahler giver sig dog god tid til at lade os lære personerne at kende. Der bliver snakket en del omkring lejrbålet - måske også lidt for meget - men vi kommer ind under huden på karaktererne. Sine steder er tonen humoristisk, hvilket fungerer fint; ikke mindst i kontrast til de rædsler, der kommer senere. Og det er virkelig rædsler, der diskes op med. Volden er ultrahårdt skildret, og en enkelt dødsscene er så grum, at man næsten må kigge væk. Pyha, den er slem ...

Det er stjernenavne, vi finder på rollelisten: Kurt Russell fra THE THING og DEATH PROOF, Patrick Wilson fra THE CONJURING og INSIDIOUS og Matthew Fox fra EXTINCTION og TV-serien LOST brænder meget igennem, men det er også godt at se Patrick Jenkins, Lili Simmons, David Arquette, Sig Haig og Sean Young. Billedsproget er helt fantastisk, og man fornemmer ikke for alvor, at filmen er skudt på bare 21 dage for et budget på sølle 1,8 millioner dollar.

BONE TOMAHAWK er en stor oplevelse, og du har med garanti aldrig set noget, der ligner. Måske skal man have lidt have en kærlighed til western-genren for at få det optimale ud af den, men der er også meget at hente for horror-fans. De der væmmelige kannibaler får du ikke ud af tankerne lige med det samme. Jeg så BONE TOMAHAWK på den svenske Blu-ray fra Studio S Entertainment. Der er danske undertekster på - til gengæld er der ikke noget ekstramateriale.

BONE TOMAHAWK, USA-England 2015. Instruktion: S. Craig Zahler. Medvirkende: Kurt Russell, Patrick Wilson, Matthew Fox, Patrick Jenkins, Lili Simmons. Musik: Jeff Herriott, S. Craig Zahler.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar