søndag den 12. april 2015

Folk er vilde efter at følge IT FOLLOWS

Filmfestivalen CPH PIX kører i disse dage, men da min egen kalender siger arbejd, arbejd, så deltager jeg ikke i løjerne. Har dog med interesse fulgt lidt med i hypen omkring det amerikanske indie-horror-hit IT FOLLOWS, der har fået en femstjernet anmeldelse i Politiken, og som i første omgang var programsat til at køre to gange på festivalen. Første gang er passeret, nemlig til en maraton-forestilling i Empire Bio, hvor den blev vist sammen med TUSK, TURBO KID og en surprise-film, der viste sig at være Joe Dantes nye zombie-komedie BURYING THE EX.

De reaktioner, jeg har læst om IT FOLLOWS, er meget blandede, men nu har jeg ikke studeret dem super-grundigt for ikke at få spoilet for meget (og nu kan jeg heller ikke finde den tråd på Facebook, hvor folk for alvor var kommet i gang med at diskutere filmen, men det er jo typisk Facebook). Anyway, det mere interessante er, at den IT FOLLOWS-forestilling, der skal være i Grand Teatret den 19. april, er totalt udsolgt. Derfor diskes der på onsdag den 15. april op med en ekstraforestiling, også i Grand.

Her går det også ganske godt med at få solgt billetterne, så folk vil meget gerne se IT FOLLOWS. Man kan så undre sig over, at filmen kun kommer til landet i forbindelse med en filmfestival. Ovre i det der Sverige kører IT FOLLOWS nu på tredje uge som helt almindelig biograffilm!

Endnu en ting til listen over det, der ikke helt giver mening. Det kan godt være, at det nye POLTERGEIST-remake lyder som et overflødigt projekt, men derfor skal den da ses alligevel. Filmen har haft et par forskellige mulige biograf-datoer i Danmark, men nu er den helt væk fra premierelisten. Man bliver så træt...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar