fredag den 20. juni 2014

Sleazy zombie-exploitation i Cinemateket

I aftes var jeg i Cinemateket i Gothersgade i København for at se Andrea Bianchis LE NOTTI DEL TERRORE. Det er måske ikke lige en titel, der siger alle noget, men vi er tilbage i 80'erne, hvor italienerne var flittige leverandører af zombie-sjaskere af vekslende kvalitet. Bianchis film, der oprindeligt havde premiere i 1981, er umiddelbart i den lavere ende af skalaen, men den er grotesk underholdende på sin egen forkvaklede måde. Og det er altså ikke hver dag, at sådan en gyser vises i en knitrende og grumset 35mm-kopi, så det er bare med at slå til, når disse film er på plakaten. Det var vi omkring 30 mennesker, der havde valgt at gøre i aftes.

LE NOTTI DEL TERRORE er bl.a. også kendt som BURIAL GROUND, mens Another World Entertainment har udgivet en fin dvd-udgave herhjemme under titlen ZOMBIE: NATTENS TERROR. Filmens manuskript er det rene nonsens, men den halvlumre atmosfære hjælper på det hele. Det samme gør den primitive, men ganske effektive, zombie-makeup. Denne film byder endda på zombier, der ikke alene kan bruge redskaber - de formår også at arbejde sammen.

Skuespil-præstationerne er alt andet end Oscar-materiale - de fleste af dem optræder som om, at de var med i en stumfilm med vilde fagter og overdrevne ansigtsudtryk. Det gælder også Peter Bark, der spiller drengen Michael, der lider af en decideret unaturlig moderbinding. Nu spilles rollen af en dværg, der er markant ældre end det, som karakteren skal forestille at være, hvilket gør oplevelsen endnu mere bizar.

Som sagt... vi har på ingen måde at gøre med et mesterværk, men det var i den grad fint at sidde i en biograf en torsdag aften og se denne sleaze-klassiker.

2 kommentarer:

  1. Det er en herlig og komplet bonkers zombiefilm! Anbefales på det varmeste hvis man er til gys, grin, sleaze og Grindhouse-stemning. Sjov report fra et fint initiativ i Cinemateket!

    SvarSlet
    Svar
    1. Takker. Har på grund af aftenarbejde alt for sjældent mulighed for at komme i Cinemateket, men det passende lige forleden.

      Slet