tirsdag den 26. april 2011

Det siger bump i mørket, men det er altså ikke noget at være bange for

Ifølge Box Office Mojo har den første PARANORMAL ACTIVITY-film omsat for 193,355,800 millioner dollar på verdensplan - og det er bare i biograferne. En så vanvittig succes skulle selvfølgelig have en fortsættelse, og der er ingen tvivl om, at filmselskabet har fundet den rigtige opskrift på at tjene penge. 2'eren har nemlig indtil nu omsat for 176,743,569 millioner dollar. Det er meget godt gået af en småkedelig film.
PARANORMAL ACTIVITY 2 er en prequel. Denne gang følger vi Kristi, der er søster til Katie, som vi mødte i den første film. Kristi har fået sønnen Hunter sammen med Daniel, der har en teenagedatter fra et tidligere ægteskab. Endelig har familien schæferhunden Abby. Efter et indbrud i huset beslutter Daniel sig for at få sat kameraer op overalt - og da en række mærkværdige og uhyggelige ting begynder at ske, kan de nu følge med på videooptagelserne for at finde en forklaring på de overnaturlige fænomener.
Som i de fleste 2'ere er der mere knald på chokeffekterne, og der diskes op med endnu mere baggrund og endnu flere forklaringer. På den måde udvides film-seriens univers - samtidig med, at man i princippet får en bedre forståelse af det, der skete i 1'eren. At det er med til at dræne noget af uhyggen fra den første film, er så ikke lige noget, der bekymrer manuskriptforfatterne. Desværre præsenteres nogle af de centrale plot-elementer så kluntet, at man får en følelse af, at folkene bag kameraet har haft lidt for travlt med at få denne film færdig.
Det meste af filmen består af optagelserne fra sikkerhedskameraerne i huset. På den måde kommer vi på afstand af de medvirkende og det dræber uhyggen. Netop fordi skræk-effekterne er forholdsvis simple, mister de deres effekt, fordi vi ikke kommer ind under huden på personerne - sådan som vi gjorde det i den første film. I nogle situationer får vi også optagelser fra karakterernes egne videokameraer - og det endda også i et højspændt og dramatisk øjeblik, hvor det slet ikke er logisk, at personen ville filme det, der foregår.

PARANORMAL ACTIVITY 2 kan lige svinge sig op til at være en o.k. film, men for det meste er det bare kedeligt at kigge på. Det er hyggeligt nok, at vi får et gensyn med Katie Featherston og Micah Sloat fra den første film, men ellers er den mest kendte medvirkende nok Sprague Grayden. Hende har vi før set som præsidentens datter i syvende sæson af actionserien 24.

Nu kan vi så bare vente på PARANORMAL ACTIVITY 3, der skulle ramme os til efteråret. Forhåbentlig bliver det en større (og mere skræmmende) oplevelse end denne.

PARANORMAL ACTIVITY 2, USA, 2010. Instruktion: Tod Williams. Medvirkende: Brian Boland, Sprague Grayden, Molly Ephraim, Katie Featherston, Micah Sloat.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar