søndag den 13. marts 2011

Steen Langstrup slipper ondskaben løs

I midten af 90'erne debuterede Steen Langstrup som forfatter med en lille håndfuld horror-bøger, der imponerede både læsere og anmeldere. Her var en skribent, der ikke alene havde ordet i sin magt - han formåede også at bevæge sig rundt i genren på en ny og forfriskende måde, som ingen herhjemme før havde gjort det. Langstrup lagde dog gyset bag sig for at prøve kræfter med andre genrer, men nu er han i den grad tilbage. De seneste par år har han skrevet PLANTAGEN - en trilogi på mere end 900 sider. Sidste år kom de to første bind, DEN HVILENDE ONDSKAB og INTET ER, SOM DU TROR, og i dag udkommer så tredje og sidste bind, PORTEN TIL HELVEDE.

Vi er i Gillsby, en fiktiv nordsjællandsk by, der har optrådt flere gange i Langstrups forfatterskab. Her har enkemanden Hans købt en plantageejendom, som han har store planer med. Han inviterer sønnen David (der er gift med Mona) og datteren Kristina (der har sønnen Sofus) op en weekend for at indvi dem i projektet. Men det hele føles underligt og især Sofus påvirkes af stemningen i skoven. Og da han møder den mystiske pige Ane begynder det for alvor at blive uhyggeligt. Og hvad er det med Den Lukkede Skov, som de lokale kender til, men nægter at tale om? Og hvem er heksens datter? Er det hende, der har kastet en forbandelse over Gillsby? Og hvad symboliserer de knækkede koste?
Der er mange mysterier i PLANTAGEN-trilogien og jeg har kun lige kradset lidt i overfladen. Jeg vælger at opfatte de tre bøger som én lang roman, og derfor vil jeg ikke røbe for meget. Der er dog ingen tvivl om, at PLANTAGEN er et af de mest ambitiøse danske horror-projekter nogensinde og det er imponerende hvor elegant Langstrup går til opgaven. Han skriver i et let og flydende sprog, der gør, at man raser igennem de tre bøger. Samtidig krydsklipper han mellem flere spor i handlingen, hvilket skaber et hæsblæsende tempo. Man er simpelthen nødt til lige at læse et kapitel mere og så lige et til...
PLANTAGEN er et storslået projekt, der underholder på et niveau, jeg sjældent har oplevet i dansk horror-litteratur
I bog nr. 2, INTET ER, SOM DU TROR, får vi meget mere at vide om det, der sker ude i skovene nær Gillsby, mens vi i den sidste bog, PORTEN TIL HELVEDE, får den store finale. Her trækker Langstrup tråde tilbage til handlingen i flere af hans andre bøger. Den slags er jo noget, som fans elsker, men det er lidt med til at sænke tempoet. Heldigvis formår Langstrup at referere til de gamle bøger på en måde, så det ikke ødelægger fornøjelsen, hvis man ikke har læst dem eller ikke lige kan huske dem. Og der er fuld knald på klimaks, hvor alskens onde kræfter slippes løs.
Steen Langstrup er i Politiken blev kaldt for "et godt bud på Danmarks gyserkonge nr. 1", og jeg kan kun give dem ret. PLANTAGEN er et storslået projekt, der underholder på et niveau, jeg sjældent har oplevet i dansk horror-litteratur. At jeg godt kunne have ønsket mig, at bøgerne var bare en anelse mere uhyggelige, er en smagssag, men jeg er ikke i tvivl om, at de fleste læsere vil mærke nakkehårene rejse sig under læsningen af denne trilogi.

Med til historien om PLANTAGEN hører også det lækre design. Jakob Fischer er krediteret for at have skabt de særlige skrifttyper, der bruges i bøgerne - bl.a. til at nummerere hvert kapitel. Og på hver eneste side er der nederst en tegning af en knækket kost. Det er rigtig flot og er med til at gøre det til en ganske særlig oplevelse at læse disse bøger. PLANTAGEN er udkommet på Steen Langstrups eget forlag og kan bestilles herfra - men kan selvfølgelig også skaffes hjem via din lokale boghandel.

PLANTAGEN-trilogien er venligt stillet til rådighed af 2 Feet Entertainment.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar