mandag den 15. marts 2010

Iskold uhygge på skihotellet

Fem unge venner er på "vei opp på fjellet" i Jotunheimen for at snowboarde. Jannicke og Eirik er kærester, men kan ikke helt finde ud af, hvor alvorligt deres forhold er. Mikael og Ingunn har lige mødt hinanden og kan slet ikke holde op med at snave. Og den fjollede Morten Tobias kan bare kigge på og glæde sig til næste gang, han skal være sammen med sin højre hånd.
På vej ned ad bjerget falder Morten Tobias på sit snowboard og brækker benet. De fem søger tilflugt på et ensomt beliggende skihotel, der tilsyneladende har været lukket i årevis. Da de ikke kan komme i kontakt med nogen via deres mobiltelefoner, må de blive natten over. Men hotellet gemmer på en frygtelig hemmelighed og vores fem venner må kæmpe for deres liv.
Den norske gyser FRITT VILT fra 2006 blev en kæmpesucces i biograferne med mere end en kvart million solgte billetter og det kan man godt forstå. Det er nemlig en ekstremt underholdende og meget creepy film, hvor man helt glemmer, at handlingen foregår i Norge og ikke ved en amerikansk sommerlejr, som vi har set det 1000 gange før. FRITT VILT afviger ikke en millimeter fra den gode gamle slasher-formel, hvor en gruppe unge befinder sig på en afgrænset lokalitet sammen med en morderisk galning. Læg hertil en smule erotik, en masse snyde-gys og et højspændt klimaks, hvor "the final girl" skal forsøge at overvinde den blodtørstige tosse.
Alt dette har vi set før, men det fungerer bare så godt i FRITT VILT, at man må overgive sig. De fem unge skuespillere i hovedrollerne løfter filmen helt enormt, ikke mindst Ingrid Bolsø Berdal som den ressourcefulde Jannicke. Hun er et hit! Fotografen Daniel Voldheims lækre billeder og komponisten Magnus Beites flotte musik er også et plus.
Man kan undre sig over, at FRITT VILT aldrig er blev distribueret her i Danmark, ikke engang på dvd. Den norske dvd har danske undertekster - det samme har den svenske (her er titlen KALLT BYTE). Jeg har købt den engelske dvd i den udgave, hvor man også får 2'eren med. Internationalt hedder filmen COLD PREY, og man kan sandelig også købe den i en region 1-version fra USA. Det er meget godt gået af en lille norsk slasher.

FRITT VILT, Norge, 2006. Instruktion: Roar Uthaug. Medvirkende: Ingrid Bolsø Berdal, Rolf Kristian Larsen, Tomas Alf Larsen, Endre Martin Midtstigen, Viktoria Winge. Musik: Magnus Beite.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar