onsdag den 10. september 2008

Lance i billigt edderkoppe-gys

Lance Henriksen er en flittig mand, der gerne stiller op til hvad som helst for at hente en håndfuld dollars hjem til huslejen. Derfor står hans navn øverst på rollelisten på utallige gyserfilm, hvilket formentlig er med til at booste salget, uanset filmenes kvalitet. IN THE SPIDER'S WEB er en tv-produktion fra sidste år, hvor Lance Henriksen spiller dr. Lecorpus, en læge, der har boet i årevis i en indisk landsby.

Fem backpackere og deres guide kommer til byen, efter at en af dem er blevet bidt af en stor edderkop i junglen. Det viser sig, at de er helt pjattede med edderkopper i landsbyen, og Lecorpus er tilfældigvis ekspert. Faktisk kan man finde alverdens edderkoppe-arter i området. De fleste af dem holder til i byens berømte tempel. Det skal selvfølgelig udforskes!

IN THE SPIDER'S WEB er ikke den store oplevelse, med mindre man lider af araknofobi. Så kan det godt blive til et kildrende gys eller to. Hovedparten af edderkopperne er dog lavet af plastik eller i en computer - og det er bestemt ikke overbevisende. Det er skuespiller-præstationerne heller ikke, end ikke fra Lance Henriksen.

Eneste lyspunkt er Sohrab Ardeshir, der spiller en Peter Sellers-agtig politimand. Hele baduljen er i øvrigt filmet i Thailand, men junglescenerne er ikke mere eksotiske end at man næppe har været mere end et par kilometer væk fra skuespillernes hotel.

IN THE SPIDER'S WEB, USA, 2007. Instruktion: Terry Winsor. Medvirkende: Lance Henriksen, Emma Catherwood, Lisa Livingstone, Cian Barry, Sohrab Ardeshir. Musik: Mark Ryder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar