tirsdag den 13. juni 2006

Slagterbanden slår til

Jeg genså Wes Cravens THE HILLS HAVE EYES, som jeg ikke har set siden 1979, hvor den huserede i de danske biografer med titlen SLAGTERBANDEN. Filmen fremhæves som en af Cravens bedste, men allerede dengang oplevede jeg den som en rodet affære. Det indtryk har ikke ændret sig med årene. Filmens historie er den klassiske beretning om en flok almindelige mennesker i ødemarken, der støder på en flok blodtørstige galninge. I dette tilfælde er det familien Carter, der på vej til Californien strander i ørkenen med deres campingvogn. Her møder de Papa Jupiter og hans sindssyge kannibal-familie. Det kommer til et blodigt oprør, hvor den "almindelige" familie efterhånden opfører sig lige så brutalt som kannibalerne.

Generelt er skuespillerne fremragende, og man lægger især mærke til Michael Berryman i rollen som Pluto. Horror-favoritten Dee Wallace-Stone er også med. Men selve filmen er vildt ujævn, og plottet er alt andet end originalt. Det hjælper heller ikke på indtrykket, at familien Carter er så irriterende, at man har svært ved at heppe på dem, når blodet først begynder at flyde.

HILLS... er dog ikke uden kvaliteter med en del gode chok og flere makabre højdepunkter. Og den er blevet et hovedværk i genren, fordi så mange har ladet sig inspirere af den. Craven lavede selv en 2'er og i år kom så Alexandre Ajas remake. Sidstnævnte udkommer på dvd senere på måneden i USA og England (oven i købet i en unrated udgave).

THE HILLS HAVE EYES, USA, 1977. Instruktion: Wes Craven. Medvirkende: Dee Wallace, Russ Grieve, John Steadman, Michael Berryman, Lance Gordon. Musik: Don Peake.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar