lørdag den 26. maj 2018

Cinemateket disker op med fantasy-horror-hit

Den smukke franske plakat til AS BOAS MANEIRAS.
Cinemateket i København har et koncept kaldet Månedens Film, hvor en bestemt titel får ekstra mange visninger. Her i juni disker de op med det brasiliansk-franske fantasy-horror-hit AS BOAS MANEIRAS fra 2017, instrueret af Marco Dutra og Juliana Rojas. Filmen blev vist på efterårets CPH PIX-festival under den internationale titel GOOD MANNERS, og nu dukker den altså op ti gange i perioden den 7. til den 17. juni i Cinemateket. Her er teksten fra filmhusets program:

Det brasilianske festivalhit GOOD MANNERS er et originalt art-gys for feinschmeckere. Clara bor i et fattigt område i udkanten af São Paulo og tager et job som barnepige for en endnu ufødt søn af den velhavende Anna. De to kvinders forhold udvikler sig erotisk, og Annas tiltagende mærkelige opførsel antyder en dyb, mørk hemmelighed, der afsløres under den chokerende fødsel. Herefter er den ene kvinde alene med barnet – en dreng, der viser sig ikke at være helt problemfri.

GOOD MANNERS starter som socialrealisme, men udvikler sig – med mange raffinerede drejninger i handlingen – til sand horror. Man føler som tilskuer med karaktererne, og historien bevarer ikke så lidt troværdighed lige meget, hvad der sker. De to instruktører går helt deres egne veje i denne varmblodede sydamerikanske genrefilm, der er fuld af overraskende uhygge og udfolder sig som et moderne Grimm-eventyr.

onsdag den 23. maj 2018

Horror-biblioteket: Palle Schmidt: SKRÆK OG GYS I FILMEN - EN KAVALKADE I TEKST OG BILLEDER

SKRÆK OG GYS I FILMEN udkom i 1972.
Den første fagbog om horror-genren, jeg for mange år siden fik fat i, var Palle Schmidts SKRÆK OG GYS I FILMEN. Helt tilfældigt bladrede jeg igennem det årlige bogudsalgs-katalog, da jeg til min store overraskelse stødte på titlen. Den måtte jeg selvfølgelig erhverve mig, hvilket skete hos boghandleren i Tarup Center i Odense. Prisen husker jeg ikke, men det har næppe været en formue. Bogen har undertitlen "en kavalkade i tekst og billeder", og det har især været sidstnævnte, der fascinerede ved den lille hardcover-bog med det stilfulde omslag. Mange af filmene havde jeg aldrig set før, og jeg kunne bruge lang tid på at studere de sort/hvide stills af alskens monstre.

Over årene har jeg læst SKRÆK OG GYS I FILMEN et par gange og her forleden fik den lige en tur mere. På mange måder er det en ganske interessant bog, som journalisten og teateranmelderen Palle Schmidt fik udgivet i 1972, men den har også en del mangler. Især er det påfaldende, hvor meget plads forfatteren bruger på film, der egentlig ikke er horror.

Allerede i forordet understreges det, at hensigten med bogen har været at lave en "festlig kavalkade", og det skulle være en bog "der var sjov at læse og bladre i". I indledningen kan man læse at "som genre har skrækfilmen igennem alle årene indtaget en lidt ynkelig rolle. Det hænger til en vis grad sammen med, at man aldrig er blevet enige om, hvad der egentlig er skrækfilm. Det engelske ord for genren horror er bedre, fordi det i modsætning til det danske skræk mere går på rædsel og afsky, og så er vi straks ovre i gys i mere bred forstand".

Herlig nostalgi med et par genreklassikere.
Palle Schmidt forsøger sig lidt med en genre-definition, men det bliver en smule vagt. I indledningen får vi også at vide, at Carl Th. Dreyers VAMPYR er en af de allerbedste skrækfilm, og "iøvrigt een af de få intellektuelt helt tilfredsstillende". I en billedtekst længere omme i bogen ved et still fra IT CONQUERED THE WORLD står der, at "langt de fleste af 50'ernes og 60'ernes monstrerfilm [sic] er lavet med det ene formål at fylde producenternes lommer, og har man set et par stykker af dem, har man set dem alle". Man fornemmer, at forfatteren på ingen måde er til de mere kulørte og underholdende gysere, hvilket måske er en forklaring på, at han kommer lidt langt omkring i sin jagt på film, han vælger at tage med - også selv om de slet ikke er horror.

Bogen går kronologisk frem, så der lægges ud med stumfilmene, hvorefter det kommer til at handle om de tidlige tyske gysere, de danske horrorfilm, surrealisterne og Hollywoods monstre for så at bevæge sig videre til mere moderne psykologisk skræk - krydret med diverse thrillere og science fiction. Der bruges væsentlig mere plads på dramaer så som DER BLAUE ENGEL og GREED end f.eks. en horror-klassiker som BRIDE OF FRANKENSTEIN.

Der er mange skønne billeder i bogen, men flere af dem er fra film, som forfatteren ikke bryder sig om.
Det giver SKRÆK OG GYS I FILMEN en slagside, og det bliver stadigt mere irriterende, efterhånden som bogen kommer nærmere 60'ernes og 70'ernes gys. Forfatteren har selvfølgelig været bundet af, at filmene har skullet være tilgængelige i Danmark, da vi jo er længe før VHS-tidsalderen, så George A. Romeros NIGHT OF THE LIVING DEAD hører vi f.eks. intet om - og det er på ingen måde sikkert, at forfatteren ville have brudt sig om den. Undervejs kan man også blive lidt om tvivl om, hvorvidt Palle Schmidt har set alle de film, han skriver om, men det er en mindre anke.

Enkelte fejl har også sneget sig ind. Tod Brownings THE DEVIL-DOLL er repræsenteret med to stills fra filmen, men det ene er altså fra BRIDE OF FRANKENSTEIN. Og DRACULA HAS RISEN FROM THE GRAVE er efter forfatterens mening instrueret af Roger Corman, selv om det rent faktisk er Freddie Francis, der stod bag kameraet. Der er enkelte andre. Men mest irriterende er det dog, at Palle Schmidt har en så nedladende tone, når det gælder en stribe af de film, mange horrorfans sætter pris på. Dommen over FRANKENSTEIN MUST BE DESTROYED er således: "... det stakkels kunstigtskabte menneske må endnu en gang stå model til billige efterligninger. Filmen kan på ingen måde tages alvorligt". Ak ja, man bliver så træt.

Palle Schmidt kommer vidt rundt i genrerne i sin bog.
Da jeg i sin tid købte bogen, bed jeg ikke så meget mærke i de nedladende bemærkninger, men for en erfaren horrorfan er der ikke så meget at komme efter i SKRÆK OG GYS I FILMEN. Vi har dog at gøre med en helt særlig udgivelse i den sparsomme litteratur om emnet på dansk, og derfor kan den for nogle fans måske være interessant at have stående. Bogen er let at opspore antikvarisk til hæderlige priser.

Palle Schmidt: SKRÆK OG GYS I FILMEN. Chr. Erichsens Forlag, 1972. 168 sider.

lørdag den 5. maj 2018

Jeg skal have set noget mere italiensk horror

En del af de italienske giallo-film indeholder også masser af horror - og de har altid fået en noget kulørt markedsføring, som man kan se i denne tyske bog, jeg har stående om genren.
Når det gælder italiensk horror har jeg nogle store huller i forhold til, hvilke film jeg har set. Noget af det skyldes personlige præferencer - noget af det skyldes tilfældigheder. Da jeg for alvor blev horror-fan, var det især de amerikanske og de engelske produktioner, der gjorde indtryk, og derfor skøjtede jeg udenom mange af de italienske tilbud. Desuden har det ikke altid været lige let at få fat i filmene, uden at de var klippet sønder og sammen af ivrige censorer rundt omkring. Jeg kendte bare ikke rigtig de gutter, der havde ucensurerede kopier af tingene stående på VHS, som man kunne låne - og dem, jeg kendte, boede langt væk.

At det tog mig noget tid at se noget som helst kvalitet i det, som Dario Argento rendte rundt og lavede, har bestemt også været en faktor, men siden er jeg kommet lidt efter det. Der skal ikke herske tvivl om, at en stor håndfuld af hans output har helt unikke kvaliteter, og så behøver vi ikke snakke om det bras, der er fulgt efter storhedstiden.

I årene, der er gået, har jeg selvfølgelig set en del italiensk horror, og det har hjulpet, at den engelske censur-myndighed, BBFC, har fået en markant mere afslappet holdning til, hvor meget der skal klippes i tingene. Alene det, at man uden de store problemer kan bestille hjem fra England, er ekstremt nyttigt. Og så lagde Another World Entertainment i 2006 stærkt ud med at lancere Ruggero Deodatos CANNIBAL HOLOCAUST på dvd på det danske marked, og siden fulgte et hav af andre italienske titler fra instruktører som Lucio Fulci, Umberto Lenzi, Mario Bava, Lamberto Bava, Sergio Martino, Michelle Soavi og førnævnte Ruggero Deodato. Her fik jeg samlet en del op.

Masser af gys i The Italian Collection fra 88 Films.
I de senere år har engelske Arrow Video og 88 Films udgivet pænt mange italienske horror-titler, og man får også lækre udgivelser fra andre selskaber. 88 Films har endda lanceret en serie kaldet The Italian Collection, hvor der er kommet vildt meget i den skræmmende ende af spektret. Jeg har efterhånden fået købt det meste af det hjem, så der venter rigtig mange italienske gys i de kommende måneder. En god håndfuld af dem bliver gensyn, men meget af det har jeg ikke set før.

Denne Blu-ray fra Arrow Video er spækket med ekstramateriale.
Tidligere på året fik jeg genset Dario Argentos TENEBRE, der er en af hans bedste og mest intense film - også selv om den er krydret med Jacques Tati-agtig komik undervejs. Det var på den flotte Blu-ray-udgave fra Arrow Video, hvor jeg stadig har til gode at tygge mig igennem ekstramaterialet.

Denne film kan klart anbefales.
Så har jeg også set den stilfulde og pikante DELIRIUM (originaltitel LE FOTO DI GIOIA), som Lamberto Bava har instrueret. Hovedrolle-indehaveren Serena Grandi er bestemt ikke kedelig at se på, og så finder man både danske Trine Michelsen og det italienske pop-fænomen Sabrina på rollelisten. En voldsomt underholdende film.

LA BAMBOLA DI SATANA er udgivet på Blu-ray af Twilight Time.
Endelig har jeg set Ferruccio Casapintas LA BAMBOLA DI SATANA (internationalt kendt som THE DOLL OF SATAN), der byder på masser af gotisk stemning, men den virker lidt sjusket og billig, og så slipper man ikke for en Scooby-Doo-agtig slutning. Men sine steder var den ganske OK. Ujævn er vist det ord, jeg leder efter.

Men der venter som sagt en del italienske gys i de kommende måneder. Omkring 30 stykker har jeg stående på min "skal have set"-liste. Det glæder jeg mig til.

mandag den 30. april 2018

Jagten på et horror-soundtrack

En del soundtracks udkommer i forholdsvis små oplag, og nogle gange skal man være hurtig for at få fat i disse limited editions. Så kan man også opleve, at nogle udgivelser tager flere år om at blive udsolgt, selv om de måske kun er udkommet i 300 eksemplarer (og bemærk, at jeg her taler om cd'er - hele det nye vinyl-marked har jeg ikke noget forhold til). Det siger sig selv, at det især er til samlerne og filmmusik-entusiasterne, at en stor del af disse soundtracks bliver udgivet, men selv ting, der er mere mainstream, er ikke nødvendigvis nemme at få fat i - især ikke, hvis udgivelserne har nogle år på bagen.

Et eksempel på dette er Steve Jablonskys score til remake-udgaven af A NIGHTMARE ON ELM STREET. Nu kan man selvfølgelig diskutere, hvor mainstream horrorfilm-musik er, men den nye film om Freddy Krueger havde trods alt et produktions-budget på 35 millioner dollar, og den kom ud i mere end 3300 biografer alene i USA. Og musikken er udkommet på Sony, hvilket bestemt ikke er en lille biks, der henvender sig til hardcore-fans.

Kan du se forskellen på de to udgivelser?
Det er dog ikke hele sandheden. Soundtracket blev nemlig udgivet i Europa af Sony, mens det i USA var WaterTower Music, som stod for det. WaterTower Music hører under Warner Bros., så heller ikke her er vi i småtingsafdelingen. Men netop den amerikanske udgivelse faldt ind under en trend, der i nogen grad har domineret i en del år efterhånden, nemlig at der er tale om en professionelt fremstillet CD-R og ikke en rigtig cd.

En del nyere soundtracks er udkommet på den måde, og samtidig har man også set, at flere ellers udsolgte titler er dukket op i CD-R-formatet. Nu forbinder man normalt CD-R med lumske piratudgivelser, men her er der altså tale om autoriserede udgivelser af en høj kvalitet med en rigtig booklet og det hele. Anyway, tilbage til Steve Jablonskys musik til A NIGHTMARE ON ELM STREET. Efter at soundtracket udkom i 2010, virkede det som om, at det hurtigt forsvandt fra Jordens overflade - selv fra de forhandlere, der har specialiseret sig i soundtracks.

Øverst er WaterTower Musics CD-R-udgave, men den nederste fra Sony er en rigtig cd. Booklets og indhold er det samme.
Muligvis er det bare mig, der har været langsom, for jeg fik det aldrig købt dengang. Ganske vist kan den amerikanske udgivelse selvfølgelig stadig fås, da man jo kan lave nye CD-R-versioner i det uendelige, men det har ikke lige været en løsning, der har appelleret til mig. Her forleden besluttede jeg mig for endelig at anskaffe soundtracket og det i første omgang via engelsk eBay, hvor jeg fandt et nyt og forseglet eksemplar til omkring 130 kroner.

Nu viste det sig så at være den amerikanske udgivelse fra WaterTower Music, jeg modtog, altså en CD-R. Jeg må dog indrømme, at den er flot lavet, og musikken fejler ikke noget - det er bestemt et af de bedre af de nyere horror-scores. Men jeg fortsatte alligevel min jagt, og via en undersælger på fransk Amazon fik jeg opsporet et eksemplar af den europæiske udgivelse fra Sony, altså en rigtig cd.

Det blev lige 150 kroner, så alt i alt har jeg givet 280 kroner for musikken til A NIGHTMARE ON ELM STREET-remaket. Men jeg er glad for endelig at have det i samlingen. Der har generelt været meget god musik i de mange Elm Street-film, og det interessante ved franchisen har været, at man har hyret en ny komponist ind hver gang. Så Charles Bernstein, Christopher Young, Angelo Badalamenti, Craig Safan, Jay Ferguson, Brian May og J. Peter Robinson sørgede for musikken i de syv originale film, mens Steve Jablonsky som sagt stod for remaket. Og på FREDDY VS. JASON var det igen et nyt navn, man gav opgaven, nemlig Graeme Revell, så det er lidt unikt. Men nu skal jeg altså ikke bruge mere tid på at lede efter 2010-udgaven af A NIGHTMARE ON ELM STREET-soundtracket.

torsdag den 26. april 2018

Så fik jeg endelig set IT

Så fik jeg endelig set Andy Muschiettis Stephen King-filmatisering IT. Nu er det også kun i omegnen af 230 dage siden, at den fik premiere i de danske biografer, og jeg har haft den liggende på Blu-ray siden januar. Men i aftes skulle det være, og jeg satte mig ned sammen med min datter for at kaste et blik på de rædsler, der alene i biografer verden over har omsat for knap 4,3 milliarder kroner. Vi har at gøre med et af de af senere års største horror-fænomener.

Og det er da også en udmærket film, Andy Muschietti har skruet sammen efter et manuskript af Chase Palmer, Cary Joji Fukunaga og Gary Dauberma. Det er ikke en let opgave at koge Stephen Kings mere end 1100 sider lange roman ned til noget fornuftigt, og vi får også kun den del, der omhandler børnene. Resten må vente til kapitel to, der efter planen slippes løs i biograferne i september 2019.

De unge skuespillere gør det ganske fantastisk, selv om det er lidt forstyrrende at have Finn Wolfhard fra STRANGER THINGS med på rollelisten. STRANGER THINGS ville næppe eksistere uden IT, og det giver lidt en oplevelse af, at tingene kører i ring, når man nu caster en så markant skuespiller fra netop den serie - især fordi handlingen i IT i forhold til romanen er flyttet fra sidst i 50'erne til sidst i 80'erne. Men samlet set er det et stærkt hold af skuespillere.

Bill Skarsgård er fænomenal i rollen som klovnen Pennywise, og selv om mange fans har et blødt punkt for Tim Currys præstation i TV-miniserien fra 1990, så er Skårsgård noget ganske særligt. Filmens største problem er dog, at den prøver så hårdnakket at være uhyggelig, at den mister pusten. De mange jump scares og special effects er skruet op på maksimum, og det bliver anstrengende i længden. Derfor forsvinder skrækken stille og roligt, og det store klimaks er en flad affære.

Men det er alt i alt en god og underholdende film, og jeg kan godt se, hvorfor den har appelleret til så stort et publikum. Men det er ikke en moderne horror-klassiker. Andy Muschietti har annonceret, at 2'eren bliver mørkere og mere uhyggelig, og det kan kun være en god ting. Jeg ser da frem til den, men jeg synes stadig ikke, at Muschietti - efter MAMA og IT - har markeret sig som en horror-instruktør, man for alvor skal holde øje med.

søndag den 22. april 2018

Blodig Weekend 2018: Et bevis på, at gys, gru og splatter er sundt for sjælen

Årets makabre Blodig Weekend-plakat er skabt af John Kenn Mortensen.
Skrigene er døet ud, indvoldene er samlet op og blodet er blevet tørret af stolerækkerne inde i Cinemateket i København, der i dagene den 12. til og med den 15. april lagde lokaler til den sjette udgave af Blodig Weekend, Danmarks største genre-festival. Jeg missede den første festival i 2012 på grund af sygdom, men ellers har jeg i mere eller mindre grad været med alle gange, og i år var ingen undtagelse - og det var som sædvanlig en grum, sjov, interessant, spændende, berigende og (u)lækker oplevelse.

Af forskellige årsager nåede jeg dog ikke ind til torsdagens åbningsfilm, den engelske GHOST STORIES med Martin (SHERLOCK) Freeman i en af rollerne. Den har ellers fået mange gode ord med på vejen, men den kommer jeg bare til at samle op på et andet tidspunkt.

Så er det blevet tid til at se noget horror!
Men fredag var jeg på banen. Ganske vist havde jeg ikke lagt et program, men besluttede mig for at tage tingene lidt ad hoc. Så jeg købte én billet ad gangen, og lod humøret og stemningen bestemme, hvad jeg skulle se i løbet af dagen. Enkelte film havde jeg dog peget ud på forhånd, men der kan jo komme noget i vejen - så det blev altså fra forestilling til forestilling.

Man ved, at man er kommet til den rigtige biograf.
Min første film på årets Blodig Weekend blev Adam Greens VICTOR CROWLEY, det fjerde kapitel i HACHET-franchisen. Filmen blev optaget i al hemmelighed som en slags gave til de mange fans af serien, og den byder på masser af den groteske splatter, der har kendetegnet de tidligere kapitler. Desværre har den ikke kostet meget mere end en bøjet femøre at lave, og store dele af handlingen foregår i resterne af et nedstyrtet fly, hvor kulissen ligner noget, man har lånt af Ed Woods arvinger. Så på trods af de kulørte blodsprøjt er det en rigtig møgfilm.

Mange fans i salen havde det dog fint med den og var godt underholdt, hvilket kom frem under den obligatoriske snak udenfor biografen efter rulleteksterne. Men det er også noget, der er med til at gøre disse festivaler til noget særligt, nemlig den intense snak fans imellem om det, man har oplevet. Men tiden gik, og jeg ville snuppe endnu en film. Nåede dog lige at sluge en Whopper på Burger King før næste forestilling.

Folk venter på at komme ind og se noget gys.
Det var den canadiske KNUCKLEBALL, der bedst kan beskrives som en horror-udgave af HOME ALONE. En dreng må tilbringe nogle dage hos sin bedstefar, der pludselig dør, og så må knægten forsvare sig mod den skingrende vanvittige nabo. God lille film med en fin stemning, og det er jo altid herligt at se Michael Ironside. Manuskriptet halter lidt nogle steder, men samlet set en godkendt oplevelse.

Men fredagen var ikke slut endnu. Blodig Weekend er også lig med gæster og retro-forestillinger, og festivalen kunne i år byde velkommen til amerikanske Jeff Lieberman, der blandt andet havde sin horror-thriller BLUE SUNSHINE fra 1977 med - og det endda i en knaldhamrende flot 4K-restaureret udgave. Det var helt fantastisk at se den på det store lærred. Filmen er på mange måder lidt David Cronenberg-agtig, men er også helt sig selv. Fænomenalt.

Nadia Regitze Parbo styrer Q&A-seancen med Jeff Lieberman.
Efter visningen var der Q&A med Jeff Lieberman, der beredvilligt svarede på spørgsmål fra salen. Han blev blandt andet spurgt om, hvordan det var at tage LSD, og her kom han ud i en længere historie om sin datters fødsel, der blev koblet sammen med, hvordan det ser ud, når en fugl kommer til verden. Lieberman gav så mange detaljer, at hans kone, som også var med i salen, muntert afbrød ham om, at han afslørede for meget. Rigtig sjovt.

Der kom mange gode spørgsmål fra salen.
Selv spurgte jeg ham om det høje ambitionsniveau i BLUE SUNSHINE, der byder på ekstremt mange karakterer og mange locations, og han svarede, at det oprindelige manuskript havde været endnu mere ambitiøst. Men budgettet tillod ikke så meget, så han havde skaleret det hele ned fra den originale ide. En rigtig god Q&A, og noget af det, der gør det til en særlig oplevelse at være med på Blodig Weekend. Fredagen bød altså på tre film for mit vedkommende, og det er da meget pænt, når man tager i betragtning, at jeg ikke havde lagt noget program.

Der bliver handlet og forhandlet på Collector's Market.
Lørdagen er altid den store dag på Blodig Weekend med flest film på programmet og ikke mindst det legendariske Collector's Market, der fylder Cinemateket med boder, hvor man kan købe alverdens grumme og nørdede ting. I år havde jeg ikke selv en bod, da jeg ikke havde ting nok på hylderne, jeg skulle af med. Så denne gang var jeg bare kunde.

Skønne rædselsvækkende plakater.
Kim Kofod fra den hedengangne butik Rock Uglen havde også en stand.
En af de virkelig flotte stande med usædvanlige varer.
Rune fra Phantasmo DVD; et af de faste indslag på markedet.
Endnu et snapshot fra Collector's Market.
Der var mange herlige sager at kigge på og bladre i.
Den svenske THRILLER-stjerne Christina Lindberg stillede op til fotografering.
OBSKURIØST-redaktøren Henrik Larsen og H.P. Lovecraft-eksperten Thomas Winther ved deres stand.
Nu var det ikke, fordi jeg var på udkig efter noget bestemt, og jeg faldt slet ikke over nogle film, jeg pinedød skulle have med hjem - men nu har jeg altså også ret meget liggende, jeg ikke har set. Men jeg fandt en del blade, herunder fem numre af det engelske fanzine SHOCK XPRESS fra 80'erne. Det blev også til en god stak af Henrik Larsens OBSKURIØST og en håndfuld andre ting, så min rygsæk blev hurtigt ret tung, hvilket jeg kunne mærke i nakken dagen efter.

Ægteparret SQUIRM: Jeff Lieberman skriver autografer, mens fruen kigger på.
På markedet kunne man også få autografer fra stjerne-gæsterne Jeff Lieberman og Christina Lindberg, og jeg skulle selvfølgelig lige have en krusedulle fra førstnævnte. Jeg havde taget coveret fra den svenske dvd-udgave af SQUIRM med, hvor titlen er MASKARNA. Den havde Lieberman åbenbart ikke set før. Han beundrede i øvrigt også den SQUIRM-T-shirt, jeg havde på. Altid sjovt med en autograf, selv om det ikke er det, jeg går mest op i.

Markedet tiltrak mange fans.
Hilste på et hav af fans fra miljøet i løbet af markedet, og fik snakket om en masse ting. Det var rigtig godt. Men min tunge rygsæk var træls, så jeg cyklede hjem for at læsse af og lige få en mellemmad og en kop kaffe, før jeg igen satte kursen mod Cinemateket. Her valgte jeg at se RUIN ME, der kørte hen på eftermiddagen. Det er en slags meta-gyser om den gruppe mennesker, der tager på en oplevelses-weekend i form af en slasher-camping-tur. Her viser det sig selvfølgelig, at der foregår mystiske ting under overfladen og snart bliver det ganske farligt for de involverede.

Det var såmænd en OK lille film, men den havde nogle skift i stemning undervejs, der ikke helt fungerede. Men det var fint at have set den. Så lod jeg den nærmeste McDonald's stå for aftensmaden, før jeg igen befandt mig i Cinematekets lokaler. Her var Collector's Market stort set blevet pakket ned, men nogle af standholderne hang stadig ud over en øl og snakkede om dagens køb og salg.

Rulleteksterne til SQUIRM kører over lærredet.
Mit næste program-punkt var endnu en Jeff Lieberman-film, nemlig SQUIRM, som jeg første gang stiftede bekendtskab med i forbindelse med den danske premiere tilbage i 1978. Her gik den under titlen ORMENES NAT og jeg så den i Fønix i Odense. Her gjorde den vilde scene med blodtørstige orme, der gnaver sig igennem et ansigt, et kæmpeindtryk.

Jeff Lieberman bliver interviewet af Elias Eliot fra Blodig Weekend-festivalen.
SQUIRM blev vist på Blodig Weekend i en flot 35mm-kopi, og det var rigtig godt at se den på det store lærred igen. Bagefter var der Q&A med instruktøren, der blandt andet fortalte, at Sylvester Stallone, Kim Basinger og Martin Sheen var blandt de skuespillere, der var på tale til roller i filmen. Han fortalte også om netop "orme-fjæs"-scenen og hvorfor den var så vigtig i forhold til at få publikum til at leve sig ind i historien. Endnu en god Q&A, der dog blev forstyrret noget af, at en del af publikum skulle videre til en anden film. Lidt kikset. Men lørdagens rædsler var slut for mit vedkommende og jeg tog jernhesten hjem.

Syv hold stillede op til horror-quizzen.
Søndagens første programpunkt var den store quiz, som jeg ved et tilfælde deltog i sidste år og endda endte med at være på det vindende hold. Så jeg skulle selvfølgelig også være med i år. Vi var tre på holdet, som kom til at hedde The Bloodfathers (jeg hørte forkert, da en af mine holdkammerater foreslog, at vi skulle hedde The Blood Farmers). Syv hold deltog i quizzen, som blev styret af Kristian Enevoldsen. Han diskede op med tre runder spørgsmål, hvor den midterste del var en billed-quiz.

Vores hold lagde sig i spidsen i runde 1, men blev forvist til andenpladsen efter runde 2. Heldigvis var der dejlig mange spørgsmål om klassiske film i runde 3, så her hentede vi passer af point og stod til sidst som sejrherrer. Præmierne var Blu-rays, fribilletter, Blodig Weekend-plakater og små horror-figurer (jeg fik en af Godzilla), så det var herligt. Tak til mine medkombattanter, Heine Sørensen og René Pedersen.

Kim Abrahamsson, Bjarke Friis Kristensen, Christian Povlsen og Jack Jensen taler om WHAT THE WATERS LEFT BEHIND.
Mange ville ind og se finale-filmen MOM AND DAD.
Nadia Regitze Parbo og Elias Eliot fra Blodig Weekend siger tak for i år og på gensyn.
Et sidste kig på traileren for Blodig Weekend. Den er skabt af Michael Panduro og inspireret af John Kenn Mortensens festival-plakat.
Eftermiddagens to film, den finske EUTHANIZER og den argentinske WHAT THE WATERS LEFT BEHIND, havde jeg ikke planer om at se, så jeg tog hjem for at slappe af. Men jeg vendte tilbage til den store finale, nemlig den vanvittige MOM AND DAD. Her kan man opleve Nicolas Cage og Selma Blair som et ægtepar, der rammes af en virus, der får forældre til at ville myrde deres børn. Det lyder ret vanvittigt, og det er det også, selv om filmen sagtens kunne have været mere blodig og politisk ukorrekt. Manuskriptet halter undervejs og det virker som om, at man egentlig ikke havde materiale nok til en hel spillefilm, men den er sjov at se på og Nicolas Cage overspiller som sædvanlig helt vildt.

MOM AND DAD er forbi, og Blodig Weekend-gæsterne gør sig klar til at forlade Cinemateket efter fire dage med gys og gru.
Seks brugte Blodig Weekend-billetter og en stak vouchers til gratis film på Blockbuster.
Så var det slut for i år. Jeg nåede at se seks af de 15 film, der var på programmet, og det var for mit vedkommende de to retro-visninger af BLUE SUNSHINE og SQUIRM, der var de bedste oplevelser. Men det var samlet set bare så fedt at være derinde og nørde igennem i tre dage sammen med ligesindede. Efter min mening er horror sundt for sjælen, så den blodige weekend gav et kæmpe løft i mit samlede velbefindende. Tak til ildsjælene bag den fænomenale festival - jeg glæder mig allerede til næste år.

onsdag den 21. februar 2018

Jeg har bestilt otte horrorfilm i dag ... men er stadig i tænkeboks, når det gælder Skræk og Rædsel

Som jeg skrev for nogle uger siden, så er bloggen her på standby for tiden. Nogle har spurgt mig, om der er noget alvorligt galt, men det er der altså ikke tale om. Ja, dele af virkeligheden fylder mere end godt er, men jeg er hverken syg, deprimeret eller noget helt tredje. Og jeg får stadig sneget en enkelt skrækfilm ind i mit program i ny og næ, og i dag bestilte jeg hele otte horror-Blu-rays fra udenlandske forhandlere; heriblandt den I ser på billedet, nemlig Fernando Di Leos LA BESTIA UCCIDE A SANGUE FREDDO fra 1971. Internationalt er den blandt andet kendt som COLD BLOODED BEAST.

Så lidt sker der, men der er stadig lang vej til, at jeg i større stil kommer til at blogge igen. Og måske er vi nået dertil, hvor jeg ikke for alvor har mere at sige i dette format. Men nu får vi se. Indtil videre må I klare jer med alle de gamle indlæg eller gå på jagt andre steder på nettet. For mig er det i hvert fald vigtigt, at jeg får en periode, hvor jeg bare er helt almindelig fan uden nødvendigvis at skulle skrive om det. Og det kan som sagt være, at det skal ske på en helt anden platform. Men nu tager vi lige det hele én ting af gangen, og jeg glæder mig til, at postbuddet ankommer med pakkerne med de otte film, jeg har bestilt.

torsdag den 1. februar 2018

Skræk og Rædsel er ramt af virkeligheden

De faste læsere af denne blog vil uden tvivl have bemærket det ekstremt lave aktivitetsniveau den seneste tid. Uden at gå i detaljer, så må jeg sige, at bloggen er blevet ramt af virkeligheden. Nu er det ikke bare bøvl og bekymringer, der fylder det hele, men i det samlede billede har der bare ikke været så meget tid til horror.

Jeg håber selvfølgelig, at det vil ændre sig, men det er i hvert fald nogle bump på vejen, der skal fjernes først. Og så skal jeg lige finde tiden og energien til bare at være horror-fan, før jeg kan finde tiden og energien til også at skrive om gys og gru. Horror-kalenderen er også sat på standby, så du må selv ud og opsøge de skræmmende arrangementer. Facebook-siden vil måske blive opdateret med sporadiske pip, men nu får vi se.