lørdag den 18. november 2017

Dracula-bolsjer i flydende form og kun for voksne

Alle kender de klassiske Dracula-bolsjer, der nu også blandt andet fås i varianter som Soft, Mega og Blood. Hvor længe de har været på markedet i flydende form, ved jeg ikke, men forleden blev jeg gjort opmærksom på netop denne variant, og så måtte jeg selvfølgelig lige prøve en flaske. Vi har med spiritus at gøre, så på flasken får man at vide, at den er kun for voksne.

Flagermusene smyger sig op langs Dracula-figuren på forsiden, og på bagsiden kan man læse, at indholdet holder 16,4 procent. Smagen er den søde og skarpe, man kender fra bolsjerne, men det er ikke alle, der er så pjattede med disse shots, som er baseret på den ene eller den anden form for slik. Så det er en smagssag om man er til Dracula-bolsjer i flydende form, men det er helt fint til en kold dag. Horror-stemning kommer man næppe i af at drikke det, men flasken ser cool ud på bordet.

lørdag den 11. november 2017

Nå, skal jeg se den her nye gyser i biografen eller vente til den kommer Blu-ray? Eller kan jeg bare se den på Netflix på eller andet tidspunkt?

Horror lever og har det godt. Især i år har film som SPLIT, GET OUT, IT og ANNABELLE: CREATION hentet vildt mange penge i biograferne, så der er ingen tvivl om, at publikum meget gerne vil skræmmes, når de sætter sig i sædet med popcorn og det hele. Intet taler et tydeligere sprog i Hollywood end dollars, og der er ingen tvivl om, at filmselskaberne rundt omkring i disse måneder siger OK til lidt flere uhyggelige projekter, end hvis ikke de nævnte gysere og andre titler havde klaret sig så godt.

Med til historien hører også, at filmene henter en sjat penge mere i hjemme-biografen, enten i fysisk form på dvd eller Blu-ray, på tjenester som Blockbuster.dk eller iTunes, hvor man kan købe eller leje film, eller på streaming-tjenester som Netflix eller Viaplay. Nu skal jeg ikke gøre mig klog på hvor mange kroner og ører, der flyder tilbage til filmselskabet i forbindelse med købet af en biografbillet eller af en Blu-ray - eller hvor meget de får ud af, at man trykker "afspil" på en film, man er faldet over på Netflix.

Men jeg betaler gerne for horror for at støtte genren, men virkeligheden er jo, at man ikke kan nå det hele. Jeg kommer slet ikke så meget i biografen, som jeg gerne ville, og det er jo heller ikke alt, der kommer i de danske biffer. Desværre er det så heller ikke alt, der udkommer i fysisk form her i landet, og det er så der, hvor jeg selv føler mig en smule ramt. Jeg kan ganske enkelt godt lide at have tingene stående på hylden.

Her indtræder så en anden virkelighed, da jeg foretrækker Blu-ray frem for dvd, men det er bare et format, der har sine udfordringer i Danmark - i hvert fald når det gælder horror. Et eksempel er den glimrende sydkoreanske zombiefilm TRAIN TO BUSAN, der kun udkom på dvd her i landet, så her er man nødt til at finde en udgave fra udlandet, hvis man pinedød helst vil have den på Blu-ray. Og så har vi de titler, der nok kører i bifferne, men som slet ikke udkommer fysisk. Blandt dem er BLAIR WITCH, der måske ikke er det store sus, men hvorfor er det lige, at man ikke gider at udgive den på dvd og Blu-ray her i Danmark?

Svaret er desværre nok, at det ikke kan betale sig, og i sidste ende havner der jo alligevel et par af mine håndører ovre i det amerikanske filmselskab efter at jeg bestilte BLAIR WITCH hjem fra England på Blu-ray. Så hvad er problemet, spørger du så? Tja, i virkeligheden er der måske ikke noget, men jeg kan ganske enkelt mærke, at mine egne indkøbs-mønstre har ændret sig. Før var jeg mere tilbøjelig til at købe de nye film, men sådan er det ikke helt længere.

Af nyere film, jeg har købt i år, er f.eks. SPLIT, THE BOY, RINGS, LIGHT'S OUT, DON'T BREATHE og THE AUTOPSY OF JANE DOE. Sidstnævnte har jeg ikke fået set endnu, mens DON'T BREATHE er fremragende. SPLIT er rigtig fin, selv om slutningen er lidt langt ude. LIGHT'S OUT er OK horror-underholdning, mens hverken THE BOY eller RINGS er værd at skrive hjem om. GET OUT nåede jeg at se i biffen, og den har jeg også købt og genset på Blu-ray.

Så har jeg på streaming-tjenesterne set film som THE SHALLOWS og THE FOREST. Begge har jeg haft kig på på Blu-ray, og THE SHALLOWS gad jeg egentlig godt eje, mens THE FOREST er det værste bras. Så den ville det have ærgret mig at have købt. Har også set OIUJA: ORIGIN OF EVIL, og den er da bedre end 1'eren, men slet ikke så god, som jeg havde fået indtryk af at den ville være. Så den ligger lige på vippen.

Det er altså ikke fordi, jeg ikke køber ting hjem, men der er bare sket et lille skred i retning af, at færre af de nye titler kommer i den elektroniske indkøbskurv samtidig med, at der faktisk udkommer færre nye titler på mit foretrukne format her i landet. Hvad bruger jeg så mine lommepenge på? Svaret er ældre film. Der er stadig så mange af de gode gamle horrorfilm, jeg ikke har set endnu, og især engelske og amerikanske selskaber forkæler fans med bunker af lækre udgivelser - ofte krydret med meget ekstramateriale.

Selv om man kan diskutere kvaliteten af mange af disse film, så synes jeg, at det er herligt at få dem hjem på hylden. Det gælder f.eks. den engelske THE ASPHYX fra 1972, som jeg så i fjernsynet for vildt mange år siden. Den husker jeg som ganske OK, og nu har jeg så købt den på en tysk Blu-ray-udgave og glæder mig til et gensyn. Så det går lidt flere af mine lommepenge til end før. Alt i alt kan man bare glæde sig over, at der er så meget at vælge imellem for os horror-fans, selv om man som dansker er blevet mere afhængig af at skulle bestille hjem fra udlandet. Og de der lommepenge skal jo nok blive brugt!

fredag den 10. november 2017

THE SHINING strålede i biffen

I går var jeg en tur i Imperial i København og se Stanley Kubricks THE SHINING, der blev vist i den ca. 25 minutter længere amerikanske version. Filmen kørte over hele landet onsdag aften, og jeg har på fornemmelsen, at der har været fyldt godt op i salen i Imperial, men nu passede det mig bedre at gå ind og se den til en 12-forestilling - nu hvor en af landets bedste biografer har denne horror-klassiker kørende i en uges tid.

Jeg har aldrig for alvor været fan af THE SHINING (og det er forfatteren Stephen King heller ikke), men der er ingen tvivl om, at det er en hamrende flot og intens film - og det var fedt at se den i en rigtig god biograf. Nu er det anden gang, at jeg ser den på det store lærred, da jeg også nåede den i forbindelse med premieren i Danmark i efteråret 1980. Her var det vist i Café Biografen i Odense, at jeg så den, så det var en voldsom opgradering at se den i Imperial.

I de mellemliggende år er det blevet til nogle gensyn på VHS og dvd, og jeg har det længere amerikanske cut stående på hylden, og det er bestemt den udgave, jeg foretrækker. De små nuancer får historien til at hænge lidt bedre sammen efter min mening, selv om jeg stadig har det sådan, at filmen er mere form end indhold. Men flot er den, og det var herligt at se den med fuld power på lyden. Det er altså ikke tosset at have oplevet både SUSPIRIA og THE SHINING i biografen i løbet af ganske kort tid, så jeg er stor fan af repremierer. Og THE SHINING kan stadig ses flere steder i landet i hvert fald frem til på onsdag i næste uge.

mandag den 6. november 2017

Bob Clark-horror-klassikere på vej ud på Blu-ray

Jeg skal indrømme, at jeg har været sjusket med den amerikanske instruktør Bob Clarks horrorfilm, forstået på den måde, at jeg ganske enkelt ikke har fået set dem alle sammen. Det drejer sig om CHILDREN SHOULDN'T PLAY WITH DEAD THINGS, DEAD OF NIGHT (aka DEATHDREAM og en hel masse andre titler) og BLACK CHRISTMAS. Sidstnævnte har jeg set, men det er godt nok længe siden, og især om DEAD OF NIGHT har jeg ofte tænkt, at den burde jeg altså stifte bekendtskab med.

Den 28. november udkommer den fra det amerikanske selskab Blue Underground, og det bliver i en dvd/Blu-ray-combo-udgave. Og vi skal lige have sat en tyk streg under, at her er der altså tale om en regionsfri udgivelse på begge skiver, så det er gode nyheder. Titlen på coveret er DEATHDREAM, og der er selvfølgelig en masse ekstramateriale med, herunder flere interviews og to kommentarlydspor.

Et af dem er med Bob Clark, og det må være hentet fra en tidligere udgivelse, da instruktøren blev dræbt i en bilulykke i 2007. Også andet ekstramateriale har været ude før, men selvfølgelig er der også nye ting og sager. Vi har at gøre med en 2K-udgivelse baseret på det originale 35mm negativ, så det lyder virkelig fristende. Den må jeg hellere få bestilt.

Clarks mest kendte film i horror-kredse er jule-gyseren BLACK CHRISTMAS, og den er sandelig på vej fra engelske 101 Films i en dvd/Blu-ray-combo-version. Det bliver første gang, at filmen udkommer på Blu-ray i England, og den er på gaden den 20. november. Også denne udgivelse er krydret med diverse ekstramateriale. Det er i øvrigt værd at bemærke, at BLACK CHRISTMAS i december vises i Cinemateket i København ved et Psych-Out!-arrangement. Men man kan altså også få den hjem på hylden i en deluxe-udgave.

CHILDREN SHOULDN'T PLAY WITH DEAD THINGS findes i øvrigt på en Blu-ray fra amerikanske VCI Entertainment, så den er også til at skaffe. Det er dog en region A-udgivelse.

søndag den 5. november 2017

BANGEBUKSENE - en dansk podcast om horror

Nu sidder du og læser på en blog, og det er efterhånden en lidt gammeldags udtryksform. Ganske vist er Skræk og Rædsel-"universet" blevet udvidet med en Facebook-side, men i princippet kunne jeg også have lavet en video-blog eller en podcast. Især sidstnævnte platform synes at være i fremgang, og der findes masser af podcasts om horror, som vi fans kan have i ørerne, når vi går rundt og laver andre ting. En af disse er den danske BANGEBUKSENE, der har eksisteret siden sidst i januar i år. I skrivende stund er der kommet 26 episoder, så der er en del timer at lytte til, hvis man kaster sig over den.

BANGEBUKSENE laves af Rasmus Pedersen Pazdecki og Simon Plambæk, og de præsenterer selv deres podcast således: "Vi hedder Rasmus og Simon og vi elsker gyserfilm. Vi føler at genren ofte forbigås af biografer og tales ned af anmeldere - det skal der gøres noget ved! Sammen med skiftende gæster taler vi derfor om aktuelle gyserfilm, vender episodens 'gyserudfordring' og bringer nyt fra uhyggens verden. Lyt med hvis du, ligesom os, elsker gyserfilm, elsker at blive bange eller bare mangler inspiration til din næste gyseraften."

Tonen er mildt sagt uformel i programmerne, der enten fokuserer på en enkelt film eller har et tema. Indtil videre har jeg hørt episode 1 (der handler om SPLIT), episode 2 (der handler om RINGS) samt den seneste nummer 26, hvor Rasmus og Simon har besøg af Nadja og Karina fra Heaven of Horror.

Som sagt er tonen uformel i programmerne, så det er ikke det hele, der er lige interessant. Fokus er helt klart på nyere film, så man skal nok ikke regne med, at klassikerne fylder så meget, men nu er der selvfølgelig stadig 23 programmer, jeg ikke har hørt. Jeg kan dog på overskrifterne se, at de i udpræget grad også handler om spritnye film, så ...

Rasmus og Simon er ekstremt begejstrede, så det smitter, og der er meget sjovt at høre. Det skærer så lidt i tænderne, at fakta sejler en smule, når de smider om sig med titler og navne - det er ikke alt, der er lige korrekt, og noget af det er helt i skoven. Selvfølgelig kan de ikke undgå at spoile en del, og derfor er der nogle af programmerne, jeg ikke vil høre, før jeg har set de film, der tales om.

Ja, der pludres ret meget og trædes en del vande undervejs, men det er ganske (u)hyggeligt at have BANGEBUKSENE i ørerne, mens man alligevel har travlt med et eller andet praktisk. Du finder programmerne på blandt andet iTunes, men de ligger også på dette site, hvis du ikke gider at have Apple-software på dine gadgets. Og så har de selvfølgelig også en Facebook-side.

torsdag den 2. november 2017

Choktober 2017: Jeg nåede at se 19 horrorfilm

Det er godt at se horror hele året, men det er alligevel noget særligt i oktober.
For en gangs skyld havde jeg en del ferie i oktober, og derfor virkede det realistisk at forsøge sig med en October Horror Movie Challenge; den der udfordring, hvor man i løbet af måneden skal nå at se 31 horrorfilm. Mange danske fans gav sig i kast med projektet, og man har i diverse horror-grupper på Facebook haft mulighed for at følge med i, hvordan det er gået for dem. En del er faktisk kommet i land, mens andre af den ene eller den anden grund ikke fik set film nok.

Jeg havnede så i den sidste kategori. Rent privat skete der ting, der krævede opmærksomhed og som tog en del energi, men trods alt endte jeg på 19 film, hvilket er et fint tal - og en del mere end jeg normalt når på en måned. Så jeg er ganske tilfreds, og jeg er særligt tilfreds med, at jeg nåede at se seks af de 19 film i biografen. Og kun fire af filmene var gensyn.

De fleste af oktober måneds biograf-billetter - den sidste af dem blev købt via en app på min iPhone, så den har jeg ikke i fysisk form.
Selv om CPH PIX i år efter min mening var en tynd affære på horror-fronten, så fik jeg set A DARK SONG, TRAGEDY GIRLS og THE ENDLESS. De var på hver deres måde interessante, selv om ingen af dem for alvor var oppe at ringe. Havde udset mig en to-tre titler mere, men jeg blev indhentet af virkeligheden, så de må blive set i hjemme-biografen på et eller andet tidspunkt.

Fladskærmen har selvfølgelig leveret det meste af horror-underholdningen i oktober, men jeg nåede ikke specielt meget ud på streaming-tjenesterne. Det blev kun til OUIJA: ORIGIN OF EVIL på Viaplay og 1922 på Netflix. Især min Netflix-kø er fyldt op med ting, jeg potentielt gerne vil se, men man kan ikke nå det hele. Og der ligger også meget, der sikkert er noget skrammel, så det går nok, hvis jeg går glip af noget af det.

Ellers er det Blu-ray-stakken, der har sørget for det meste af den skræmmende adspredelse i løbet af måneden. Det er blevet til nyere film (BLAIR WITCH, THE BOY, RINGS og DON'T BREATHE) samt diverse ældre produktioner (FRIGHT NIGHT (1985-udgaven), ONIBABA, PIT AND THE PENDULUM, DEAD OF WINTER, BLOODSUCKING FREAKS, THE OTHER og CAT PEOPLE (1942-udgaven). Ikke alt var lige godt, men der var dæleme også fremragende ting imellem.

Horror-eksperten Nicolas Barbano kom lidt ved et tilfælde til at introducere LEMORA: A CHILD'S TALE OF THE SUPERNATURAL ved Psych-Out! i Cinemateket, da den planlagte taler havde meldt forfald.
Det er for det meste interessant at komme ind til de såkaldte Psych-Out!-arrangementer i Cinemateket, især når de disker op med et dobbelt-program. Oktobers tilbud var to særprægede amerikanske produktioner fra 70'erne, nemlig LET'S SCARE JESSICA TO DEATH og LEMORA: A CHILD'S TALE OF THE SUPERNATURAL - begge vist på 16 mm-kopier. Den sidstnævnte film var klart bedre end den førstnævnte, men det var under alle omstændigheder cool at være derinde.

Måneden blev rundet af på Halloween-aften med en tur i Palads, hvor Dario Argentos klassiske SUSPIRIA blev vist i en hamrende flot digital kopi. Det er på alle måder en vild film, og det var fedt at se den på det store lærred i sal 1 - og så sad jeg endda på første række på balkonen lige i øjenhøjde med billedet og ingen hoveder foran mig. Absolut en godkendt oplevelse.

Nu er vi så inde i november, hvor udfordringen mest plejer at være noget med at få sig et overskæg (hvilket jeg så ikke har tænkt mig), men selvfølgelig skal jeg da have set nogle flere horrorfilm. 19 styk kommer jeg nok ikke op på, og jeg skal altså også lige have set STRANGER THINGS sæson 2 og THE WALKING DEAD sæson 7. Af sted mod nye skræmmende eventyr.

torsdag den 26. oktober 2017

HJEMMET: Mats Strandberg serverer snigende uhygge på et plejehjem for demente

Den menneskelige hukommelse er en fantastisk ting, fyldt med minder og indtryk fra livet. Men holder livet op, når hukommelsen svigter? Sådan kan det måske opleves på Fyrreskyggen, det plejehjem for demente, som er omdrejningspunktet for Mats Strandbergs horrorroman HJEMMET. Her arbejder personalet døgnet rundt for at give beboerne et godt liv - også selv om de ikke kan huske ret meget af det, der foregår. De er som hylstre af kød og blod uden hukommelse - og lige om hjørnet venter døden.

Men hukommelse er også en skidt ting, især hvis man ønsker at fortiden skal være gemt og glemt. Sådan har Joel det. Engang ville han være musiker og flytte fra den lille by til Stockholm sammen med Nina. Men det gik grueligt galt, og Joel sank ned i en verden af stofmisbrug. Nu er han som sådan clean og han er hjemme igen i den lille by. Hans mor Monika skal flytte ind på plejehjemmet Fyrreskyggen, og det er Joel, der må tage sig af det hele. Faderen døde for mange år siden, og broderen Björn har for travlt med familieferie og den slags.

Joel ved ikke, at ungdomsveninden Nina arbejder på Fyrreskyggen, og hun frygter at møde Joel. Deres fælles fortid er for smertefuld. Men Nina har brug for pengene og tager mange ekstravagter, selv om arbejdet med de demente kan være en barsk omgang. Men meget ændrer sig, da Monika flytter ind. Det er som om, at noget er flyttet med ind. Mange af de andre beboere kan mærke det, og det påvirker stemningen på afdelingen. Og så begynder Monika for alvor at ændre karakter ...

Den svenske forfatter Mats Strandberg har tidligere skrevet den fremragende skrækroman FÆRGEN, der er en næsten filmisk fortælling om overnaturlige væsener, der mæsker sig i passagererne på færgen Baltic Charisma. Denne gang er det så et plejehjem for demente, der er scenen for historien, og det kan man også beskrive som et lukket univers. Når beboerne først er kommet ind, kommer de først ud igen, når bedemanden henter dem.

Ligesom i FÆRGEN, så klipper Strandberg ubesværet mellem mange steder og personer, og han skriver levende og dynamisk. Men tonen er mere afdæmpet denne gang, og forfatteren skal have ros for at kaste sig over et projekt, der er så anderledes. Han kunne jo bare have skrevet FÆRGEN 2. Og da rædslerne for alvor slippes løs på Fyrreskyggen, så er man som læser fanget. Det tager måske lige lidt lang tid, før vi kommer til det punkt, men det er også vigtigt, at vi har lært karaktererne at kende, så vi kan forstå den måde, de handler på, da det endelig går op for dem, hvad de har med at gøre.

Mats Strandberg gør det mest i det snigende gys og de enkeltstående scener, hvor der virkelig sker creepy ting. Måske savner jeg lidt, at man får en oplevelse af, at man næsten ikke tør læse videre, men samlet set er HJEMMET en virkelig god bog, der sætter streg under, at Strandberg er en forfatter, man skal holde øje med. Og jeg ser frem til hans næste roman.

Mats Strandberg: HJEMMET. Forlaget Modtryk, 2017, 333 sider, indbundet, vejledende pris: 299,95 kr. Oversat af Allan Hilton Andersen. Omslag: Pär Åhlander. Udkommer også som e-bog og lydbog. HJEMMET er venligst stillet til rådighed af forlaget.

fredag den 20. oktober 2017

1922: Stephen King-filmatisering tager sig god tid til at krybe ind under huden på dig

Skyld er en frygtelig ting. Det må landmanden Wilfred James sande, da han i en kombination af stædighed og grådighed slår sin kone Arlette ihjel. Vi befinder os i Nebraska i 1922, og Arlette har arvet en del jord efter sin far - jord, som Wilfred gerne ville kunne råde over. I hans verden handler det kun om at eje jord og om at arbejde på den. Men Arlette hader livet på landet, så hun vil sælge sin del til nogle spekulanter og så flytte til Omaha sammen med parrets teenagesøn Henry.

Wilfred ser ingen anden udvej end at tage livet af Arlette, og han involverer Henry i sine grusomme planer, der i sidste ende går ud på at få det til at se ud som om, at Arlette blot har forladt ham. Men i virkeligheden ligger hendes lig på bunden af en gammel brønd, og så er det, at skylden begynder at melde sig. Først rammes den unge Henry, og siden er det Wilfred, der må sande, at Arlette ikke vil lade ham være i fred.

1922 er baseret på en kortroman af Stephen King fra samlingen FULL DARK, NO STARS. Den har jeg ikke læst, men ud fra filmatiseringen at dømme får man fornemmelsen af, at det er en typisk King-fortælling om helt almindelige mennesker i helt ekstreme situationer. Og det er på mange måder en vellykket film, som instruktøren Zak Hilditch har skruet sammen, selv om man skal være udstyret med en del tålmodighed, når man kaster sig over den. Det er en film, der tager sig tid til at fortælle sin historie, så hvis man forventer et bombardement af chok-effekter, skal man vælge at se noget andet.

I bund og grund har vi at gøre med et menneskeligt drama, der indeholder en del krimi-elementer og en lille dosis horror-elementer. Disse kommer især i filmens sidste halvdel, og de er ganske creepy med inspiration fra både Edgar Allan Poe og H.P. Lovecraft. Men samlet set er 1922 en lidt genre-forvirret film, og det er især Mike Pattons insisterende musik, der signaler til seerne, at dette skal opfattes som horror, selv om det ikke nødvendigvis er det hele tiden.

Men det er god historie-fortælling, hvor vi kommer godt ind under huden på de medvirkende, og det er bestemt værd at bruge tid på. Filmen bæres af Thomas Janes stærke præstation som farmeren, der går fra at være en fredelig landmand til at være en koldblodig morder. Man skal så lige vænne sig til hans tykke accent, der ligger på grænsen til at være en parodi, men det fungerer. Thomas Jane har tidligere været med i to andre Stephen King-filmatiseringer, den elendige DREAMCATCHER og den fremragende THE MIST.

Molly Parker spiller landmandens kone, og hende vil mange nok især huske fra TV-serien HOUSE OF CARDS. Selv om hendes rolle her er noget anderledes, så har hun en styrke i sig, der virkelig er unik. Af andre ansigter i filmen er det værd at nævne den intense (og i øvrigt ganske flittige) skuespiller Neal McDonough. Ben Richardson har stået for de flotte og stemningsfulde billeder i 1922, der som tidsbillede også er meget velfungerende.

Samlet set: En seværdig film, men vi har slet ikke at gøre med væg-til-væg-horror, så ikke alle skræk-fans vil kunne lide den. Det er en film for de tålmodige. 1922 kan ses på Netflix.

1922, USA, 2017. Instruktion: Zak Hilditch. Medvirkende: Thomas Jane, Molly Parker, Dylan Schmid, Kaitlyn Bernard, Brian d'Arcy James. Musik: Mike Patton.